Hvordan ville det være, hvis din partner skiftevis brugte rækkerne herunder overfor dig:

  1. Du er den eneste, der nogensinde har elsket mig så meget
    1. Dagen efter har du helt åbenlyst aldrig forstået, hvad det vil sige at yde omsorg
  2. Endelig var du der. Du forstår virkelig sammenhængen
    1. Du fatter simpelthen intet af, hvad der foregår omkring dig
  3. Hele ugen overstrømmes du med opmærksomhed, kærlighed, gaver, tid, kærtegn, venlige ord, tjenesteydelser
    1. I weekenden er du luft. Uanset, hvad du siger eller gør, er du som et spøgelse. Ingen må lægge mærke til dig
  4. Din familie er den sødeste, mest omsorgsfulde, jeg har mødt.
    1. Hvis du bare kunne holde din forbandede familie borte, ville livet måske være til at leve
  5. Dine børn er tydeligt præget af din omsorg og den gode påvirkning, du har givet dem
    1. Hvorfor skal dine irriterende unger altid være med til alt. De burde forvises til din ex eller endnu bedre, på en anstalt
  6. Hvor er det skønt at kunne dele alt med dig. Her er jeg virkelig tryg
    1. Hvorfor hører du aldrig efter, når jeg fortæller dig noget. Du gør mig syg
  7. Du er den rigtige. Jeg vil dele resten af livet med dig
    1. Du er ikke til at holde ud. Skulle du ikke bare se at finde et andet sted.
  8. Hvorfor jeg smiler? Det er fordi du gør mig glad
    1. Du smitter med din syge adfærd. Skrid ud af mit liv

 

Oversigten fortsætter i det uendelige. Den afspejler en lille del af det, mine klienter fortæller fra deres samvær med en narcissist. Utilregneligheden og de modstridende udsagn skal over tid få dem til at tvivle på sig selv.

Nogle overtager mønstrene

Flere har fortalt, de var begyndt at tro, de selv havde en syg adfærd.

Enkelte har været indlagt i psykiatrien, fordi de havde adopteret nogle af trækkene. I et desperat forsøg på at finde fred for de evindelige anklager. Nogle viste så svære psykiske skader, at de syntes til fare for deres omgivelser. Under indlæggelsen viste det sig, at de mest af alt var slidt mentalt i stykker. Anklagerne fra partneren kunne aldrig dokumenteres.

En del af virkeligheden er desværre, at det er måden, narcissister gennemfører deres mentale terror overfor den person, de har valgt. Hovedsponsoren for opmærksomhed. Så længe det passer narcissisten.

Forholdet holder ikke!

Næsten ingen parforhold med en narcissist holder livet ud. Det skyldes, at den donor, de har valgt, før eller siden uundgåeligt dumpes. Som affald, der overlades til sig selv.

Mister du energien (eller gør modstand), sker det tidligere. Du bliver for besværlig.

Narcissisten vil forkaste dig med en sarkastisk besked i stil med: ”Jeg har vist det hele tiden. Du ville mig aldrig rigtigt. Du ville lokke mig til at stole på dig. Men jeg har gennemskuet dig”.

Den beskriver sig selv ved handling og udsagn

En anden del af virkeligheden er, at de fleste anklager, du udsættes for fra narcissisten, beskriver sider af den selv.

Sider, den kæmper desperat for at skjule.

Anklages du f.eks. for at se kærligt på andre, er det netop det, du selv har bemærket – bare omvendt.

Giver du for mange gaver til dine egne børn, er det fordi dens børn skal have mest.

Har i fælles økonomi, vil pengene på magisk vis forsvinde. Årsagen til de nye sko, bilen, rejserne står pludselig klart for dig.

Flere af mine klienter beretter, at fælles opsparing er forsvundet uden spor. Det var derfor nødvendigt at tage endnu flere overtimer. Fulgt af anklager om, altid at bruge mere tid på det åndssvage job end på deres partner.

Over det hele lurer den passive aggressivitet.

Du møder smil og venlige ord…. Sammen med den konstante fornemmelse af, at noget lurer i undergrunden. Spørger du til det, afvises du som hysterisk, overfølsom, måske syg i hovedet. Alene fordi, du skal bringes i tvivl om din egen dømmekraft.

Konflikt frem for kompromis

For narcissisten handler det udelukkende om kontrol. De skiftende udsagn skal undergrave din tro på dig selv, så du bliver et villigt væsen, der alene har ét formål i livet: At sørge for din partner. Eller som her, for din arbejdsgiver.

Som normalt fungerende menneske vil du søge et kompromis, hvis det er nødvendigt. Ligesom du vil tale til og behandle din partner, som om den var tilsvarende normalt fungerende. Problemet er blot, at der ikke er tale om noget normalt fungerende indeni din narcissistiske partner. Det findes simpelthen ikke.

Derfor vil du slide dig selv op i forsøget på at finde et fælles grundlag, ligeværdighed, samhørighed, enighed osv.

De rammer også børn

At vokse op med en forælder, der har narcissistiske træk er en krævende opgave. Dér er skaden dog større, fordi barnet naturligt vil stræbe efter at fremstå loyal overfor sin forælder. Uanset hvor umulig opgaven er, skal mor/far være glad. Barnet ser lidt forenklet på situationen som: Når mor/far er glad, har jeg det lettere.

Metoden er den samme, uanset hvem den rammer.

Det betyder, at det aldrig handler om dig som person.

Du var den, der stod til rådighed, da der skulle vælges nye leverandører af opmærksomhed. Og naturligvis skal du være taknemmelig for at være valgt. Den ære, er det kun de bedste, der modtager.

Har du slået dig på en narcissist, vil jeg foreslå, du tager den sætning til dit hjerte.

Brug et øjeblik til at reflektere over den: Du er valgt, fordi kun de bedste udvælges til opgaven.

Du var helt enkelt den bedste, den mest omsorgsfulde, den med størst empati og overskud, så bedst ud, var den klogeste, den kærligste. Derfor var du den perfekte kandidat.

At du var den mest empatiske og omsorgsfulde var samtidig din største ulempe. Din omsorg løb simpelthen bare af med dig.

Husk dig selv på, det handler aldrig om dig som dig. Du var bare tilgængelig.

Narcissister agerer stort set som mafiabosser: Det er aldrig personligt, det er ren forretning!