Du kender det sikkert. Som du træder ind i lokalet bliver der stille. Nogle af deltagerne kigger væk eller ned i bordet. Andre siger noget, der helt åbenlyst intet har med den tidligere samtale at gøre.

Den ukonkrete stilhed afslører i virkeligheden mere end de tror de kan skjule.

Uanset hvor følsom du ellers er, kan du mærke noget udefineret, der bare støjer – især i den akavede stilhed. Og du kan lære at være upåvirket, helt enkelt.

Situationen kaldes ‘Elefanten i rummet’ og bygger på en ide om, at hvis vi bare lader som ingenting, går det nok over. Berøringsangsten tager over og skaber en illusion, der  skal få elefanten til at forsvinde.

Det er kun sjældent en reel løsning. Fordi det egentlige problem aldrig løses på den måde. Til gengæld er det givet, at dit og sandsynligvis også de fleste andres velbefindende mindskes.

Den energi hver af jer skal investere i at holde facaden og lade som ingenting kunne i have brugt til at skabe konstruktive og brugbare løsninger, dialoger, samarbejde. Til gavn for både fællesskabet og hver enkelt af jer.

Måske var det en løsning, der for flere hundrede år siden var nyttig. Dengang var magtstrukturer og f.eks. familiehierarkier totalt anderledes end nu. Derfor er løsningen forældet og trænger til udskiftning med en ny og gavnlig metode.

En del af de mennesker, jeg får lov at arbejde med, er ramt af et forventningspres, der begrænser trivslen. Det kan skyldes en leder eller partner med en åbenlyst forskruet holdning til præstationer. Meget ofte er forventningerne dog blot nogen, der måske forventedes.

Disse forventede forventninger er altid mere undergravende for trivslen end de, du kender og kan forholde dig til. Og de er typisk nogle, du selv har etableret, for at være på den sikre side.

Hvis jeg bare gør mere, arbejder mere, yder mere omsorg osv., så vil de nok synes om mig. Da vil jeg være accepteret og god nok.

Problemet er bare, at det aldrig bliver nok. Ikke fordi du ikke er eller gør nok, men fordi det, du foretager næppe bliver opdaget. Fordi de faktiske forventninger var nogle andre. Mange af jeg møder, som har udviklet stress-reaktioner, er netop havnet der, fordi de alt for længe har bestræbt sig på at indfri forventede forventninger. Ingen opdagede deres overbelastning, deres ekstra præstationer, men så måske blot deres mange timer, stakkene på skrivebordet der voksede, den manglende energi, der var brugt på unyttige ting.

Afstem forventningerne og tag så stilling til, om du kan indfri dem. Det vil også jage elefanten ud af rummet, som du vænner dig til at stå ved dig selv. Fordi dine omgivelser finder ud af, du er upåvirket af, hvad de måtte tænke om dig.

Tillad dig selv at mærke godt efter i dig selv. Kan du trives med de rammer, du bliver budt? Måske for en periode, måske ikke. Og meddel så din beslutning, så andre ved, hvad de kan tillade sig at forvente af dig.

Find f.eks. nogle rollemodeller at betragte og lære af. De behøver ikke være idoler, for alle har nogle bagsider, de ikke er stolte af. Men tillad dig selv at lære af de gode eksempler, du ser og hvor du måske har tænkt: ’Det kunne være rart at turde gøre sådan’.

Træn i det små i begyndelsen, hvis det er nyt for dig at sætte grænser eller sige din mening. Udvid så løbende din formåen og oplev, hvordan du selv får mere plads til at være dig, på din måde.

Og skulle der være nogen i omgangskredsen, der har vanskeligt ved at acceptere den rigtige dig, de nu kan se, og som vender ryggen til dig…. Har du så mistet en relation, der reelt havde et ordentligt indhold?

Vil du lære at være upåvirket af, hvad andre tænker om dig? Det er forbavsende enkelt og kan ske næsten automatisk ved brug af hypnose.  Derfor faldt jeg oprindeligt for hypnosen som et middel til at skabe varige forandringer, hurtigt, let og ubesværet.