De personlige omkostninger havde hun lært at overse. Manglen på følelsesmæssigt nærvær og evnen til at engagere sig reelt i sine nærmeste, det pressede selvværd og konstant fokus på egen tilstand var blot nogle af symptomerne.

”Jamen, så vil det jo være synligt for alle, at jeg ikke har styr på det!”, udbrød hun, da jeg spurgte til en mere afslappet tilgang til hverdagens stræben efter perfektion.

Den evige kontrol belaster

Lige meget hvor flittigt hun søgte at overvåge, kontrollere og styre alt i livet (teenage-børnenes fremtoning, omgangskreds og opførsel, mandens fokus på deres sociale liv sammen med hans 60/70-timers arbejdsuge, sikringen af hendes egen ulastelighed, hjemmets indretning og meget mere), så ville det bare ikke lykkes hende at fremstå perfekt.

Selv om hun ønskede det perfekte, var opmærksomheden konstant rettet mod det uperfekte.

Hun søgte helt enkelt efter alt, der kunne risikere at vise, at hun ikke var perfekt.

Det betød også, at alle med en holdning, der kunne bringe hendes perfekthed i fare, var potentielt farlige. Hvis hun gav efter, ville enhver jo kunne bekræftes i de fortællinger, hun forestillede sig, de havde.

Rationelt og logisk var hun fuldt ud klar over, at ingen er perfekte og at de fleste mennesker har travlt med sig selv. Så snart rutinen tog over, søgte hun dog igen at finde de små ting, der ville kunne afsløre hende.

I hendes situation havde en opvækst med en misbrugende far skabt behovet for at etablere en ideel Verden. Når det rigtige image var skabt, skulle hun blot styre fokus og derved skjule skammen over farens handlinger.

I begyndelsen troede hun, det ville lykkes. Hun skulle blot finde nye ting at vise frem. På længere sigt blev det dog stadig mere krævende at opretholde idealbilledet.

Når livet bliver for komplekst

Præcis som et lille skår i kanten af et spejl kan få hele ruden til at revne, var det hos hende en nærmest ubetydelig sætning fra en nær kollega, der havde fået Verden til at styrte sammen.

Det perfekte fremstod nu som det, det var: En illusion. En drøm om at kunne skjule sandheden.

I sammenbruddet med alvorlige stress reaktioner var facaden brudt og hun måtte indse, at det var unødvendigt at fortsætte med at dække for farens adfærd (han var gået bort for mere end 10 år siden).

Det medansvar, hun siden barndommen havde påtaget sig (støttet af familiens ønske om dengang at skjule skammen) havde med tiden gjort anstrengelserne uoverkommelige. Og til sidst var billedet af den ideelle Verden krakeleret.

Farens handlinger havde for mor og nærmeste familie været en ubærlig skamfuld tilstand. Med angsten for social isolation, byens omtale, rygter og bagtalelser havde beslutningen været, at etablere et image, der fjernede mistanken om, at noget var galt. Modellen byggede på ideen: Så taler vi ikke mere om det!

Som barn, havde hun knapt forstået, hvad far havde gjort. Først senere stod det klart, at hans adfærd var forkert. Som mor påtog sig opgaven at lade som om, alt var i skønneste orden, var det blevet naturligt at støtte mor og fortsætte skønmaleriet.

Da hun selv fik børn, tænkte hun end ikke over, at rutinen fortsatte. Det var blevet en indgroet vanemæssig adfærd at fastholde det idylliserede billede, som Verden skulle kende hende på.

Processen førte til, at hun måtte indse, at den gamle adfærd blot var en illusion bygget på en forældet beslutning.

En beslutning der, når det kom til stykket, end ikke havde med hende at gøre.

Hendes far var den ansvarlige for de oprindelige handlinger, moren for at søge beskyttelse ved at flytte fokus. Hun selv var uden ansvar for nogen del af det. Hun var blot vokset ind i opgaven.

Medansvar

Medansvar er et ofte overset handlemønster, der får mennesker til at gøre irrationelle ting. Som regel ved de, at det er ulogisk og alligevel styrer rutinen fortsat for at skjule eller flytte fokus.

I mit arbejde møder jeg af og til 2-4 generationer gamle handlinger, der stadig får personen til at agere, som om det var lige nu og at den selv er ansvarlig. Mange er ikke fuldt klar over den oprindelige baggrund for mønsteret.

Skamfuldhed, offentlig afsløring, udelukkelse fra fremtidige muligheder og lignende kan være årsager til reaktionen. Og reaktionen kan fortsætte gennem flere generationer.

Det var aldrig din skyld!

Arvesynden findes kun i forældede historier, der engang skulle understøtte skamfuldhed og gøre det lettere at have magt over mennesker.

Derfor er det en ubeskrivelig glæde at opleve, når personen, der er nærmest kvalt i medansvarlighed, endelig i sit inderste forstår, erkender og mærker, at det aldrig var dens skyld. Den havde aldrig ansvaret for det, der skete. Engang.

Frigørelsen

Den uendelige frigørelse af energi og livsmod er ubeskrivelig. Derfra styrkes personen til at gøre, hvad den selv føler er rigtigt, uden konstant at skulle sikre sig andres accept.

Jeg kender følelsen. Da jeg selv blev klar over, at jeg ALDRIG kan gøres ansvarlig for fortidens hændelser, hvor andre var aktører, oplevede jeg det samme som mine klienter med medansvarlighed: En ubeskrivelig følelse af lettelse og frigørelse. Som at være i et vakuum, hvor alt med ét er muligt.

I begyndelsen kan det være en omvæltning. Med tiden bliver det naturligt og opleves som at gå ved kysten med stærk vind og pludselig komme i læ bag en bygning, hvor det ikke så meget er stilheden men fraværet af pres, der påvirker og frigør.

Eller som en af mine klienter beskrev sin frigørelse:

Følelsen er berusende. Effekten er overskud!

 

(PS: Detaljerne i historien herover er anonymiseret som en sum af nogle af mine klienters situation, så du kender hende ikke 😉)