Hvor ofte har du oplevet, at du egentlig har det okay og så pludselig, med ét, dukker der en tanke op, som gør, at din plan vælter – helt eller delvis?

Forestil dig at din ‘plan’ for, hvordan livet skal leves er helt igennem sikret og velgennemtænkt. Du har overvejet alle muligheder og har fundet netop den vej og de værktøjer, der skal til for at det hele lykkes – præcis som du har tænkt det.

Og så – fuldstændigt ud af det blå – kommer der noget i vejen. Måske er det dine omgivelser, der udfordrer dig, eller måske dig selv og den måde, du hidtil har deltaget i livet på.

Dine tanker begynder at svirre endnu kraftigere, endnu mere opsat på at bekæmpe disse forhindringer. Du fokuserer mere og mere på problemstillingerne og ender som alle andre med at have fokus på dit problem frem for løsningen.

 

Man kan ikke løse et problem fra det samme sted som skabte det – Albert Einstein

Hvad kan du gøre ?

Allerførst: Giv dig selv en pause. At du får stadig flere tanker om problemet viser blot, at mekanikken fungerer – at tankerne skaber problemet.

Flyt derpå hele dit fokus på spørgsmålet: Hvilken følelse ønsker jeg lige nu?

Gør det igen og igen, indtil du kan mærke energien i dig forandres.

Studier viser, at der næppe skal mere end maksimalt 20 sekunder til før din stemning begynder at ændres. Jo længere du kan fastholde fokus på den følelse du ønsker og gerne langt ud over 20 sekunder, jo lettere er det at fastholde og udvide din følelse af overskud og kontrol.

Dine tanker styrer dine følelser og fremkalder dermed det, du oplever – om det er lov om tiltrækning eller bare fordi din opmærksomhed er mere fokuseret på dit mål, er uden betydning.

Det afgørende er, at dine følelser skaber en vibration inden i dig – når du er presset kender du den følelse alt for godt / når du er i balance mærker du ofte ikke følelsen på anden måde end, at du har det godt.

Så spørgsmålet er enkelt: Hvilken følelse ønsker du lige nu?