“Livet skal ikke bare reddes efter hjerneskaden. Det skal også leves!”

Nogenlunde sådan fortalte en af mine klienter med sen-hjerneskade om sit ønske om, igen at kunne bevæge sig selvhjulpent og kunne deltage i almindeligt samvær med vennerne.

Jeg er rørt, dybt bevæget og igen enormt taknemmelig. Min seneste hjerneskadeklient viser tydelige fremskridt. Hvor han tidligere ikke turde gå frit af angst for at falde, har han nu selv lavet en kop kaffe og er gået op på balkonen på førstesalen af sit hus, hvor han nyder udsigten. Venstre arm er stadig svag, men hånden bevæger sig frit, mere kontrolleret og åbner mere, end da vi begyndte for blot 2 uger siden.

Hans hustru var stærkt tvivlende, da jeg efter første session fortalte at min vurdering var, at der kunne være noget at arbejde med. Som hun sagde ved det seneste tredje møde: ”Det lød for godt til at være sandt”. “Selv vores læge bemærkede, at der var sket et eller andet efter første session”.

Der er noget at arbejde med

Og ja, der er for det meste noget at arbejde med. Meget som regel.

Når klienten her var tankemæssigt optaget af noget andet, kunne hans venstre arm pludselig mere end ellers. Det betyder i min erfaring, at der er ‘hul igennem’. At der helt åbenlyst er kontakt fra den styrende del af hjernen til de muskler, der bevæger f.eks. armen. Og det kan vi udnytte ved hjælp af hypnose. Min første hjerneskadeklient fortalte mig om sine udfordringer, mens sad i sin sofa faldt højre arm og ben lejlighedsvis ned for lidt senere at blive halet op igen med venstre hånd. Da han på et tidspunkt var fordybet i sin fortælling, løftede han med venstre hånd benet op mens højre arm af sig selv lagde sig på armlænet på sofaen. Det fortalte mig, at der var noget at arbejde med. Der var ‘hul igennem’.

Det viser sig ofte, at hjernen har udelukket nogle af de normale kanaler, da skaden skete. Helt naturligt dedikeres de forhåndenværende ressourcer til restitution. Desværre fortsætter hjernen i den indstilling, selv om skadens umiddelbare effekt er ovre og f.eks. sår er groet sammen. Når vi under hypnosen arbejder med igen at fremkalde de tidligere funktioner vil hjernen næsten pr natur søge at finde en måde til, at personen i videst mulige omfang genoptager sit liv.

Forstår jeg det? Både ja og nej. Jeg forstår de teknikker og den metodik, der kan aktivere hjernens søgen efter nye og bedre løsninger. Jeg forstår ikke helt, at det først er under hypnosens forslag om den nye og mere positive løsning, at hjernen finder de nye måder til at sætte personen fri.

Taknemmeligheden er ubeskrivelig, når jeg er vidne til, at en person, der har været begrænset på mange måder igen kan bevæge sig, huske, tale og leve langt mere på den måde, den ønsker.

Ja livet skal leves. Også efter hjerneskaden.

 

#hjerneskadet #senhjerneskade #hypnosekanmere #hypnose #frihed #tryghed #styrke #selvsikker #dukanmereenddutror